Psykisk vold efterlader sjældent blå mærker.

Kun usynlige ar.

Ar, som alt for mange mennesker føler, de skal forklare, bevise eller forsvare for at blive troet.

Måske er det netop dét, der gør psykisk vold og manipulation så ødelæggende.

At smerten lever i stilhed, mens omverdenen leder efter beviser, der kan ses med øjnene.

For hvordan forklarer man følelsen af langsomt at miste sig selv?

Hvordan beskriver man den tvivl, der opstår, når ens oplevelser konstant bliver afvist, bortforklaret eller vendt imod én?

Hvordan forklarer man, at man føler sig mere og mere alene, selv når mennesker omkring én tror, at alt ser normalt ud?

Psykisk vold handler ikke altid om råb, trusler eller åbenlys aggression.

Nogle gange er den næsten usynlig.

Den gemmer sig i manipulation.

I skyld.

I kontrol.

I tavshed.

I fordrejning af virkeligheden.

I den langsomme nedbrydning af et andet menneskes selvværd, selvtillid og tillid til egne følelser.

Det kan være at få at vide, at man overdriver.

At man husker forkert.

At man er for følsom.

At problemet altid er én selv.

I begyndelsen lægger man måske ikke mærke til det.

Men over tid begynder man at tvivle på sine egne oplevelser.

Sin intuition.

Sin dømmekraft.

Sit værd.

Og langsomt mister man kontakten til den person, man engang var.

Manipulation kommer sjældent som én stor løgn.

Den kommer som små budskaber.

Små kommentarer.

Små stik.

Små antydninger.

Ord, der bliver gentaget igen og igen, indtil de begynder at føles som sandheder.

Ikke fordi de er sande.

Men fordi mennesker er skabt til at søge kærlighed, accept og tilhørsforhold.

Når de samme budskaber kommer fra et menneske, vi elsker, er afhængige af eller ønsker anerkendelse fra, kan de langsomt flytte ind i vores selvbillede.

Mange mennesker opdager ikke, at det sker.

De mærker blot, at de bliver mere usikre.

Mere tvivlende.

Mere bange for at gøre noget forkert.

Mere afhængige af andres godkendelse.

Og mindre og mindre forbundet med sig selv.

Nogle af de mest almindelige løgne, manipulerende mennesker forsøger at plante, er:

“Du er for følsom”

Så dine følelser bliver gjort forkerte.

“Ingen andre vil elske dig”

Så frygten for at blive forladt vokser.

“Alt er din skyld”

Så du begynder at bære ansvar, der aldrig var dit.

“Det skete aldrig”

Så du tvivler på dine egne oplevelser og minder.

“Uden mig er du ingenting “

Så din tro på dig selv langsomt nedbrydes.

“Jeg gør det kun, fordi jeg elsker dig”

Så kontrol bliver forklædt som omsorg.

“Du er det virkelige problem “

Så deres adfærd bliver dit ansvar.

“Du overdriver altid.”

Så dine følelser mister værdi.

“Hvis du var anderledes, ville alt være bedre”

Så du aldrig føler dig god nok.

“Du har kun brug for mig”

Så du langsomt isoleres fra den støtte, der kunne hjælpe dig.

Det farlige ved disse budskaber er ikke nødvendigvis det enkelte ord.

Det farlige er gentagelsen.

For efter måneder eller år begynder mange mennesker at stille sig selv et andet spørgsmål.

Ikke længere:

“Er det sandt?”

Men:

“Hvad nu hvis det er mig, der tager fejl?”

Og dér begynder noget vigtigt at gå tabt.

Tilliden til sig selv.

Tilliden til egne følelser.

Tilliden til egen virkelighed.

Når der er børn involveret, bliver konsekvenserne ofte endnu større.

For børn mærker langt mere, end voksne ofte tror.

De mærker spændingerne.

De mærker konflikterne.

De mærker den usagte vrede.

De mærker frygten.

De mærker kontrollen.

De mærker loyalitetskonflikten, når de føler, at de skal vælge side.

De mærker skyldfølelsen, når de føler ansvar for de voksnes trivsel.

Og de mærker, når de bliver gjort til en del af en kamp, som aldrig burde handle om dem.

Ingen børn skal være budbringere mellem voksne.

Ingen børn skal bruges som våben.

Ingen børn skal føle, at deres kærlighed til den ene forælder er et svigt af den anden.

Et barn ønsker ikke at vælge side.

Et barn ønsker blot at blive elsket.

Af begge sine forældre.

Frit.

Uden skyld.

Uden frygt.

Uden betingelser.

Når børn gennem længere tid lever i et miljø præget af manipulation, psykisk vold, følelsesmæssig utryghed eller vedvarende konflikter, påvirkes ikke kun deres hverdag.

Det kan påvirke deres selvopfattelse, deres relationer og deres nervesystem langt ind i voksenlivet.

Nogle udvikler angst.

Nogle kæmper med depression.

Nogle får svært ved at regulere følelser.

Nogle mister kontakten til egne behov.

Nogle bliver mennesker, der konstant forsøger at skabe fred omkring sig og tager ansvar for alle andres trivsel.

Nogle får svært ved at sætte grænser.

Nogle ender igen og igen i relationer, hvor de tvivler på deres egen værdi.

Og hos nogle kan de tidlige oplevelser være medvirkende til udviklingen af mere alvorlige psykiske vanskeligheder eller personlighedsforstyrrelser, herunder borderline personlighedsforstyrrelse.

Ikke fordi barnet er forkert eller svagt, men fordi det gennem mange år har levet i følelsesmæssig utryghed, uforudsigelighed eller kronisk stress.

Det betyder ikke, at alle børn i konfliktfyldte familier udvikler psykiske lidelser.

Men det understreger, hvor vigtigt det er, at vi tager børns følelsesmæssige miljø alvorligt.

For et barns hjerne, selvforståelse og følelsesmæssige fundament formes i de relationer, barnet vokser op i.

Måske er det derfor, vi skal tale mere om psykisk vold, manipulation og følelsesmæssig kontrol.

Ikke for at placere skyld.

Ikke for at skabe flere fronter.

Men for at skabe forståelse.

For at sætte ord på det, som så mange oplever i stilhed.

For at hjælpe mennesker med at forstå, at deres oplevelse er virkelig, selv når den ikke kan fotograferes.

For at minde dem om, at heling er mulig.

At man kan genopbygge tilliden til sig selv.

At man kan finde sin stemme igen.

At man kan lære at mærke sine egne grænser.

At man kan finde hjem til sig selv.

For kærlighed handler ikke om kontrol.

Kærlighed handler ikke om magt.

Kærlighed handler ikke om at vinde.

Kærlighed handler om frihed, respekt, tryghed og værdighed.

Og ingen mennesker skal leve et liv, hvor de konstant tvivler på deres egen virkelighed.

Ingen børn skal vokse op med ansvaret for de voksnes konflikter.

Ingen skal stå alene med noget, der føles umuligt at sætte ord på ❤️

Psykoteraput Jenet Helvig Lovesnes