At miste en forælder er en af de største overgange i livet.

Det er en smerte, der river i sjælen, fordi båndet mellem et barn og en forælder er ubrydeligt, uanset hvor kompliceret relationen har været.

Den 20. februar sagde vi et sidste farvel til min far, Leon.

Det var en dag fyldt med kærlighed, smerte og taknemmelighed.

En dag, hvor vi både græd og mindedes.

En dag, hvor vi sendte ham videre med alt det lys og den kærlighed, han fortjente.

Men også en dag, hvor noget gik op for mig.

En bisættelse fyldt med modsætninger – kærlighed og ensomhed

🕊️ Det var en barsk dag.

🕊️ Det var en smuk dag.

🕊️ Det var en dag fyldt med mange følelser.

Jeg havde forberedt mig på sorgen. Men jeg havde ikke forberedt mig på stilheden.

Efter ceremonien var der et tomrum – ikke kun i mit hjerte, men i rummet omkring mig.

Mange talte ikke til mig.

Min kusine, min fætter har afskåret mig uden jeg ved hvorfor 

Min ene stedbror og hans familie, min fars svigerinde, svoger og deres børn.
De vendte blikket væk, undgik kontakt.

Det gjorde ondt, ikke bare ondt men virkelig ondt

Jeg vidste godt, at min far havde fravalgt dem.

Det var hans beslutning, at han ikke ville se dem

ikke min.
Men alligevel lod de det gå ud over mig.

Som om min sorg ikke var legitim.
Som om det var mig, de sagde farvel til, ikke ham.

Mine brødre havde travlt med at komme hjem.

Pludselig stod jeg der – midt i afskeden – alene i mit savn.

Taknemmelighed i midt i sorgen, mine piger og vores kærlighed

Midt i den kulde, jeg mærkede fra nogle, stod min største styrke: mine piger.

Min dybe, ubetingede kærlighed til dem og deres kærlighed til mig var min redning.

Vores bånd er noget, intet kan bryde.
Og den dag mindede de mig om, at jeg aldrig er alene.

Jeg er dybt taknemmelig for vores kærlighed.

For i kærligheden findes helingen.

At give min far en sidste gave – en gestus fra mit hjerte

Når jeg tænker tilbage, er der én ting, der trøster mig: Jeg gjorde det, jeg følte var rigtigt.

Jeg forberedte alt.

Jeg handlede ind, jeg bagte, jeg pyntede.
Jeg sørgede for, at intet manglede.

Ikke fordi nogen bad mig om det.
Ikke fordi jeg skulle bevise noget.

Men fordi det var min gestus til min far.

Fra mit hjerte.

Mit sidste kærligheds offer til ham.

Sorgen, tomrummet og livets lektioner

Det føles stadig mærkeligt ikke længere at kunne ringe til ham kl. 8.30 for at sige godmorgen.
Ikke at kunne hjælpe ham med de små ting, jeg har gjort hver dag de sidste seks år.

Nu er der kun stilheden tilbage.
Et stort tomrum har bredt sig.

Men midt i savnet finder jeg trøst i at vide, at han nu er et sted med fred og lys.

Døden – et tabu, vi skal turde tale om

Døden er en naturlig del af livet, men den er stadig omgærdet af tabu og berøringsangst.

Mange af os undgår at tale om den, selvom den er det eneste sikre i livet.

Men at åbne op, at dele sorgen, at turde sige højt, hvad vi føler, det kræver mod.

For nogle er det lettere at vende ryggen til.

Men vi healer ikke i stilhed. Vi healer i fællesskab.

At ære min far – at ære livet

Min far er ikke her længere i fysisk form.

Men hans energi lever videre.

Jeg vil ære hans liv ved at omfavne både glæden og sorgen, ved at huske de gode stunder og lære af de svære.

Døden minder os om livets skrøbelighed – og værdien af hvert eneste øjeblik.

💫 “Sorgen er prisen, vi betaler for kærlighed.”

Tak for jeres støtte – den betyder alt

Endnu engang: tak.

Tak for jeres kærlighed og støtte.
Tak for jeres varme ord.
Tak for jeres omsorg.

Det betyder mere, end jeg kan sætte ord på. ❤️🙏🏻

Masser af lys & kærlighed,
Jenet Helvig Lovesnes ♥️🙏🏻🕊️