Skrevet den 9. februar 2025 – fire dage før min far tog sin sidste rejse.

Der er et tidspunkt i livet, hvor rollerne skifter.

Hvor den, der engang bar mig, nu må støttes.

Hvor den, der lærte mig om livet, selv begynder at slippe det.

Min far.

Min barndoms trygge hænder, min ungdoms uro og min voksentids forståelse.

Jeg er her nu, i hans sidste tid.

Jeg er her, nu hvor han er blevet gammel.

Jeg ser hans krop blive tungere, hans tempo sænkes.

Jeg lytter til hans historier også dem, jeg har hørt før.

Jeg pudser hans briller, laver mad til ham og henter det, han ønsker.

Jeg holder hans hånd, også når den føles skrøbelig.

Jeg sidder med ham i stilhed, lytter til alt det, han siger uden ord.

For jeg ved, at ordene efterhånden slipper væk, ligesom han selv langsomt glider væk fra dette liv.

Men endnu er han her.

Når minderne forsvinder, bliver kærligheden tilbage

Jeg har set, hvordan fortiden nogle dage forsvinder for ham.

Hvordan han glemmer, gentager sig selv.
Hvordan hans sind vandrer, til steder, hvor jeg ikke altid kan nå ham.

Men jeg holder fast.

Jeg holder fast i minderne, i historierne, i det, vi var og er.
Jeg griner med ham af årene, der forsvandt så hurtigt.
Jeg fortæller ham om de øjeblikke, hvor livet stod stille, hvor vi begge mærkede, at vi levede.

For selv når tiden smuldrer, er det stadig os.

Når han ringer til mig midt om natten, tre, fire, fem gange, så tager jeg telefonen.
For jeg ved, at han har brug for at vide, at jeg er her

Og jeg er her.

At være der, helt til det sidste

Jeg accepterer, at forgængeligheden har sit tag i ham.
At den far, jeg kendte, ikke altid er her længere.

At han er på vej herfra, og alligevel stadig er her lidt endnu.

Når han ligger der i stuen, når vejrtrækningen bliver tung, når kroppen ikke vil mere…

Så er jeg stadig her.

Jeg ser ham.
Jeg hører ham.
Jeg elsker ham.

Og far… jeg har tilgivet dig.

Jeg har tilgivet alt det, der engang gjorde ondt.

Alt det dysfunktionelle. Alt det, han ikke kunne give.

For uden ham havde jeg ikke været her.
Og livet har lært mig kærlighed, styrke og mening.

Når farvel bliver til tak

Når hans tid her er forbi, sender jeg ham kærlige tanker.
Jeg holder rum for det, der var ham.
Jeg mindes ham med værdighed.
Jeg husker, at han var her.

Han gjorde sit bedste.

Han levede et liv, der ikke altid var nemt.
Men han var min far.

Og jeg vil være her, lige til det sidste.
Også når han ikke længere er.

♥️ Far, jeg elsker dig. ♥️

Jenet ❤️