Når kroppen giver slip på Økonomi, livssyn og lethed
Når man vælger kærlighed, vælger man også ofte en vej, som ikke altid er let.
Da jeg lovede Birthe at tage mig af min far, tog jeg et ansvar på mig, som var langt større, end jeg kunne se dengang.
Kva alt hvad det hun havde budt mig og mine piger
Så som at kalde Sofiia en lille billig luder som min niece Mille, få dage før hende konfirmation
Jeg har brugt flere hundrede 1000,. i terapi hvor “Birthe” var emnet
Men nu hun skulle dø og over på den anden side, tilgav jeg hende for alt hendes ondskab
Løftet til Birthe og kampen for at holde det
Birthe havde været direkte ondskabsfuld mod mig i mit voksenliv. Og alligevel, da hun lå på sit dødsleje, tilgav jeg hende.
Jeg behøvede ikke at acceptere, hvad hun havde gjort – men jeg kunne alligevel vælge at tilgive.
tilgivelse og accept er jo ikke det samme, når Birthe var ædru, var hun meget flik, det var desværre bare ikke så tit
Men den lille mig, den lille pige indeni
Jeg ville gøre det rigtigt.
Jeg ville være der.
Jeg ville vise ham, at jeg var en datter, han kunne regne med.
Men hvad jeg ikke så, før det var for sent , hvor meget jeg gav af mig selv.
Jeg valgte at hjælpe min far.
Jeg holder mine løfter. Når jeg lover noget, gør jeg mit ypperste.
Birthe havde styret meget i deres liv.
Min far kunne ikke skrive sms’er, tjekke mails eller bruge en iPhone.
Han var afhængig af nogen, der kunne hjælpe ham.
Så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne.
Jeg kørte ham.
Jeg tog ham med.
Jeg inviterede ham på mad mindst én gang om ugen
Da verden lukkede ned – Da corona kom
Min forretning blev tvangslukket.
Men fordi jeg ikke var vaccineret, skabte det splid.
Min bror sagde, at det var farligt at være sammen med mig, og hvis min far døde var det min skyld
I flere uge talte vi kun i telefon.
Ingen fælles spisning Ingen kram, det var hårdt ved min far
Men efter noget tid kunne han selv se, at der ikke var den store forskel på, om han handlede i Rema eller så os.
Vi fandt tilbage
Jeg mærkede endelig noget, jeg ubevidst havde længtes efter hele mit liv:
Jeg følte mig set. Jeg følte mig hørt.
Men jeg blev aldrig valgt først
Hver søndag sad han trofast og ventede på Henning.
For det kunne jo være, han kom.
Den ene søndag havde jeg købt de lækreste steaks og inviteret ham på middag.
Halvvejs gennem måltidet skrev Henning:
”Jeg kommer og slår græs om 14 minutter.”
Min far rejste sig.
“Jeg bliver nødt til at køre. Henning kommer”
Og så gik han.
Hunden Mille blev glad. Den fik over en halv steak.
men hold nu kæ.. Jeg blev ked af det igen igen
Det var sådan, det var.
Hvis Henning eller Allan ville komme, blev jeg valgt fra.
De kunne ikke vide det, men sådan var det altid.
En nat, hvor alt ændrede sig – og mit store opgivende valg
En søndag aften i sommeren 2024 ringede min far klokken 22.
“Du skal komme. Jeg skal tale med dig.”
Det var ikke normalt for ham at sige sådan.
Jeg sagde til Anna:
“Der er noget helt galt”
Vi kørte derop. Han sad på sin stol i køkkenet og sagde:
“Nu er det nu. Nu er det nu”
“Hvad nu?” spurgte jeg
“Jeg skal dø. Jeg kan mærke det. Jeg har set manden med leen.”
Min mave trak sig sammen og “jeg tænkte det her har jeg ikke tid til jeg skal være frisk og veludhvilet til i morgen”
Sofiia var kommet
Hold da op, han så ikke godt ud han fejlede ikke noget kommunen, kendte ham ikke
og vi ringede til både Allan og Henning
Henning, Mikkel og Anette kom også
Vi ringede til lægen, men han ville ikke til lægen.
Han ville dø i sin egen rede
Jeg blev hos ham hele natten sammen med mine piger, han kunne jo ikke være alene i den tilstand
Henning kørte hjem “han skulle jo på arbejde”
Jeg var der og samtidig skulle jeg tage en beslutning, som gjorde så ondt i mit hjerte.
Jeg havde forberedt en to-døgns ceremoni for mine klienter i ugevis.
Maden var klar til de næste 2 døgn.
Omgivelserne var sat op.
Klienterne havde taget fri fra arbejde, og var Max klar
de skulle være der fra mandag morgen til onsdag
Og nu sad jeg på en køkkenstol hele natten og vidste, at jeg måtte vælge
Jeg valgte min far.
Jeg skrev med grædende hjerte til mine klienter, at jeg desværre blev nød til at aflyse alt.
Det føltes forfærdeligt
Min forretning er min sjæl, mit kald, min livsmission.
Jeg havde glædet mig.
Jeg havde lagt mit hjerte og sjæl i det.
Men jeg måtte aflyse.
Og det var ikke bare en aflysning af en ceremoni.
Det havde en kæmpe økonomisk konsekvens,
Det var et kæmpe ansvar at tage.
Og det gjorde ondt, ikke bare ondt Men virkeligt ondt
Jeg følte en forpligtelse over for mine klienter.
Over for dem, der havde betalt, taget fri, glædet sig.
Men jeg vidste også, at jeg ikke kunne være to steder på én gang.
At drive en forretning, når man ikke kan være til sted
(jeg har været selvstændig i 20 år)
Det kræver, at jeg er 100% tilstede
Jeg arbejder med mennesker, med deres transformation, med deres dybeste lag, deres psyke.
Man kan ikke drive en virksomhed som min med et halvt hjerte.
Det er jo ikke tøj, smykker udstyr jeg sælger jeg det er jo mennesker jeg hjælper
Men hvordan kan man være 100% tilstede, når ens far ringer 4, 6, 8, nogle gange 12 gange om dagen?
Når han forventer, at jeg kommer med det samme?
Når han ikke kan forstå, at jeg har klienter, der også har brug for mig?
Når han ikke ser, at min forretning ikke bare er “et arbejde” – men mit livs kald?
Når han – ubevidst – konkurrerer med min livsmission?
Jeg kunne have sagt fra.
Men på det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvor meget mit indre barn længtes efter accept, kærlighed og at blive set.
Jeg var fanget mellem to verdener.
Den ene var min livsmission Det, jeg elsker.
Den anden var min far – som jeg stadig søgte kærlighed og accept fra.
Jeg valgte ham.
Men det havde en pris, som de færreste forstår
I går modtog jeg en besked fra min bror
“Jeg fik også tilbudt 500 kr. af far, men jeg sagde Nej tak, Jeg skal jo ikke have penge for at hjælpe.”
Det ramte mig. Kort og kun kort
For han sagde jo absolut ikke nej til de 60.000, vi alle tre fik.
Bare lidt Stof til eftertanke….
De sidste tre døgn
Jeg sad ved min far de sidste tre døgn af hans liv.
Vi talte.
Vi grinede.
Vi græd.
Han græd, da han sagde:
“Jeg er så taknemmelig for, at du har tilgivet mig”
“Du betyder rigtig meget for mig”
“Jeg elsker dig af hele sit hjerte”
Han kunne godt se, at Birthe havde været ondskabsfuld mod mig.
Men han følte dengang, at han ikke havde et valg.
Jeg tav.
For vi har altid et valg, for det kræver mod og det mod havde min far ikke….
Når kroppen slipper – for alvor
Jeg kan mærke, at min hoste, min hovedpine, min træthed… det hele har været og er en udrensning.
Min krop har båret så meget.
Men nu slipper den.
Den fortæller mig, at jeg ikke længere behøver at kæmpe.
At jeg ikke længere behøver at bevise mit værd.
At jeg altid har været god nok.
At tage det sidste “læs” i kærlighed
Jeg har fået præstens ( Eva ) Forkyndelse og velsignelse.
Det har givet mig styrken til at tage det sidste læs.
Jeg gør det i lys.
Jeg gør det i kærlighed.
Jeg gør det for min far
Jeg ved, at der venter en helt ny fremtid på mig, mine piger og mine børnebørn, og en sød dejlig mand
Jeg ved, at alt det her har været nødvendigt for min sjæls rejse.
Jeg er klar.
Jeg tager min energi hjem.
Og for første gang i mit liv, lever jeg for mig.
Men én ting har fulgt mig gennem hele denne rejse.
Sandheden at blive “dømt” som blogindlæg
Hvor løgnen har mange gange klædt sig i sandhedens tøj.
Den har listet sig ind i min familie.
Den har skabt splid.
Den har hvisket falske ord i andres ører og fået mig til at stå alene.
Men sandheden…
Sandheden har ingen steder at gemme sig.
Den står der, rå og nøgen.
Og den venter tålmodigt på at blive set.
Men hvor svært er det ikke at være sandheden?
At stå der, alene og udstillet, mens løgnen bliver pakket ind i smukke ord og accepteret som virkelighed?
Tak, fordi du læste med.
Dette er en kort version af den sårbare lille pige, jeg også har været.
For sandheden er mit lys.
Jeg vælger at stå i det, selv om prisen har været høj
Masser Lys og kærlighed JENET
❤️✨
Psykoteraput Jenet Helvig Lovesnes
Seneste kommentar